Generelle praktiske informationer i forbindelse med din fiskerejse

Check-in på flyrejsen:

Der må hos de fleste luftfartsselskaber frit medtages 20 kg (business class dog 30 kg) bagage pr. person samt 1 stk. håndbagage, som højst må veje 5-8 kg - hvis ikke andet er meddelt i din rejseplan. Check altid luftfartsselskabets hjemmeside.
Vi gør opmærksom på, at flyselskaberne har ret til at opkræve et handling-gebyr ved rejser med fiskestænger. Dette gebyr varierer fra selskab til selskab. Endvidere skal der hos nogle luftfartsselskaber betales for ekstra stk. bagage eller overvægt.

HUSK, skarpe genstande, knive, sakse m.v. må ikke forefindes i håndbagagen, men skal pakkes i den del af bagagen, der checkes ind; samt at der er specielle regler for at medbringe diverse væsker. Husk at checke reglerne for den lufthavn/luftfartsselskab du rejser med.

Elektronisk udstyr

Elektronisk udstyr som indeholder lithiumbatterier, det er f.eks. smartphones, tablets, kamera, bærbar computer, power banks, GPS udstyr og e-cigaretter indeholder lithiumbatterier og SKAL derfor medbringes i håndbagagen.  Alle enheder der indeholder lithium batterier betragtes som farligt gods og må derfor ikke være i den indleverede bagage. Beskadigede lithium batterier kan selvantænde og det er derfor vigtigt de er i håndbagagen. 

Hvis du medbringer power banks, skal du være opmærksom på, at du kun må medbringe 2 stk på hver 100Wh-160Wh (ca. 27.000 mAh). Alle ekstra batterier skal være kompatibelt med det udstyr man medbringer.  Små batterier på op til 100Wh max 20 stk. må ligeledes medbringes i håndbagagen. 

Hvis du er i tvivl, skal du spørge dit flyselskab i god tid inden afrejse.

Sædereservation

På visse luftfartselskaber er det muligt at forhåndsreservere sæder mod betaling. Dette kan gøres på luftfartselskabernes hjemmeside eller vi kan gøre det for dig. Vi gør dog opmærksom på, at luftfartsselskabet ikke garanterer reservationen, da den kan blive ændret, hvis de ændrer flytype inden afrejse.

Egen flyreservation

Ønsker du selv at stå for flyrejsen til/fra destinationen, skal du være opmærksom på at vi ikke har mulighed for at hjælpe i forbindelse med flyrejsen. F.eks. ved strejke, aflysning, forsinkelse m.m.

Gode råd angående transport af fiskestænger

Når du rejser med din fiskestang skal du være opmærksom på at du kan blive opkrævet et ekstra gebyr for at medbringe visse stænger.
Rejser du med stænger i et særskilt transportrør, skal de checkes ind ved siden af din almindelige baggage. Den skal typisk checkes ind sammen med særlig baggage. Rejser du med stænger der kan være i din almindelige baggage, (fire delte el. seks delte rejsestænger) så er der ikke nogle ekstra gebyrer.
Vær opmærksom på at særlig baggage, herunder transportrør til fiskestænger, skal flyselskabet informeres om dette. Hvis du booker billetten gennem os, så er vi behjælpelige med dette, vi skal blot vide på forhånd om du rejser med særlig baggage. Ellers skal du være opmærksom på selv at få tilmeldt den ekstra baggage. (Hos nogle selskaber er det senest 24 timer før afrejse)

Forsikring

1. Afbestillings-forsikring:

Rammer akut sygdom, som medfører hospitalsindlæggelse eller lægeordineret sengeleje for dig selv, dine nærmeste pårørende eller din rejseledsager, kan du uden omkostninger udsætte den bestilte rejse til et mere passende tidspunkt. Brand eller indbrud i egen bolig eller egen virksomhed umiddelbart inden afrejse kan også være grund til at udsætte rejsen.

Udvidet dækning

Det anerkendes også som gyldig afbestillingsgrund, at man afbestiller rejsen som følge af mindre fysisk tilskadekomst, der normalt ikke giver ret til afbestilling, men som vil ødelægge rejsens formål for en fisker. Et godt eksempel kunne være en brækket finger, der ville umuliggøre brug af fiskestangen, men som naturligvis ikke ville opfylde forsikringskravet om at være lægeordineret sengeliggende. Samme forhold gør sig også gældende i forbindelse med erstatningsrejse.

Har du tegnet en afbestillingsforsikring til 4% vil du få udstedt et tilgodebevis på rejsens pris af Atlantik & Diana fiskerejser.

Har du tegnet en afbestillingsforsikring til 6% vil du få refunderet rejsens pris af Europæiske ERV Rejseforsikring.

2. Rejseforsikring:

Med Europæiske ERV’s omfattende rejseforsikring er du sikret økonomisk mod følgerne af næsten ethvert uheld i forbindelse med ferierejsen. Også her gælder den udvidede dækning, som nævnt under afbestillingsforsikring.

Danskerlisten

Det kan være en god idé at oprette en profil hos Udenrigsministeriet og registrere kontaktoplysninger i forbindelse med rejser i udlandet, så myndighederne ved hvor man befinder sig, hvis der skulle opstå en krisesituation.
Det gøres via Udenrigsministeriets gratis APP "UM Rejseklar". Har du ikke en smartphone kan du tilmelde dig via nettet på danskerlisten.um.dk..
Har du akut behov for bistand kan du kontakte nærmeste ambassade eller konsulat eller Udenrigsministeriets globale vagtcenter på + 45 3392 1112.

Medicin

Hvis du tager medicin med euforiserende virkning med på rejsen i EU, skal din medicin have et såkaldt pillepas. Det gælder f.eks. for sovemedicin, stærk smertestillende medicin - men også noget så harmløst som Kodimagnyl. Check evt med din læge eller på www.apoteket.dk, hvor du også kan bestille dit pillepas online og hente det på dit lokale apotek dagen efter. Pillepasset er gratis.

Vaccination

På Statens Serum Instituts hjemmeside kan du se hvad der anbefales af vaccinationer til din destination - Se her

Indkvartering

Vore kunder bliver, hvis andet ikke er aftalt, indkvarteret i to-sengsværelser. Man bliver dog altid opkrævet for enkeltværelse hvis:

·         Man tilmelder sig individuelt
·         Man rejser alene (på gruppeture kan det arrangeres at bo sammen to og to)
·         Der rejser et ulige antal fiskere
·         Man tildeles enkeltværelse på stedet
·         Man sover alene i flersengsværelse
·         Man bestiller enkeltværelse

Tillægget varierer fra destination til destination.

Forberedelse til fiskerejsen

En forudsætning for en vellykket fiskerejse er bl.a. at alt udstyr og information er på plads. Derfor anbefaler vi at man altid er i kontakt med rejsekonsulenten på den bestilte rejse, for at få bedst muligt information inden afrejse. Desuden vil der på nogle rejser blive afholdt infomøder, som giver et godt grundlag for rejsen. Man kan også altid henvende sig direkte til kontoret, hvis man mangler information.

Succes på fiskerejsen

Selvom der rådes over gode fiskeområder samt veluddannede og professionelle guides, så vil vejr, vind, held og individuelle evner naturligvis altid spille ind. Fiskeri er fiskeri på godt og ondt! Husk at nyde oplevelsen.

Afbrydelse af ophold

Hvis man af den ene eller anden grund forlader destinationen før tid, vil der IKKE finde nogen tilbagebetaling sted for de ydelser, man derved ikke har modtaget.

Du repræsenterer dit land

Under en fiskerejse i udlandet repræsenterer man hele sit lands lystfiskere. De folk, man kommer i kontakt med, vil naturligvis bedømme en som værende lig med hele fiskerbefolkningen i det pågældende land. Heldigvis hører vi for det meste, at danske lystfiskere er velkomne. Det skulle vi også gerne blive ved med at være, så derfor må vi kraftigt opfordre den enkelte til at optræde med ro og værdighed i en given situation, hvor en uoverensstemmelse evt. skulle dukke op. Vi håber, at du vil gøre dit til, at Atlantik & Diana fiskerejsers kunder også er velkomne i fremtiden.

Evt. misforståelser

Hvis der - mod forventning - skulle opstå problemer under opholdet, som du ikke mener selv at kunne løse, kan du kontakte os enten pr. telefon 0045 70 20 38 86 i kontortiden. Da det som sagt er for sent at rette evt. misforståelser eller fejl efter hjemkomsten, er det meget vigtigt, at du i sådanne tilfælde underretter os, således at vi har mulighed for at rette misforståelserne med det samme. Kun i tilfælde, hvor vi har været underrettet, vil evt. klager kunne behandles.

Billeder

Vi er meget interesseret i at modtage billeder eller videoer fra vores kunder, og disse vil evt. blive brugt i forbindelse med tilbudsmateriale, hjemmeside, facebook og nyhedsbreve. Vi vil meget gerne have billederne tilsendt hurtigst mulig efter hjemkomsten.

Nødtelefon

Atlantik / Limpopo Travel har en nødtelefon, hvor vore kunder uden for almindelig kontortid - i alle døgnets timer og på alle ugens 7 dage - altid kan komme i forbindelse med en kompetent Limpopo medarbejder. Det skal understreges, at dette nummer kun er beregnet til egentlige nødopkald, hvor det er en absolut nødvendighed at komme i forbindelse med enten Atlantik / Limpopo Travel eller en pårørende. Brug denne nødtelefon når absolut påkrævet, men undgå venligst misbrug! - ++45 30 26 25 40.

Hjemkomsten

Vi er altid glade for at høre fra dig efter hjemkomsten. Det er af største vigtighed, for at vi løbende kan følge med i, hvad der sker "derude". Derigennem kan vi udvikle og evt. forbedre vore fiskedestinationer. Derfor - hvad enten du har ris eller ros til os - lad os høre fra dig! Vi håber, at ovenstående giver dig svar på alle de spørgsmål, du måtte have før afrejsen. Skulle du have ubesvarede spørgsmål, må du ikke tøve med at kontakte os - vores arbejde er i første række, at betjene dig.

Naturligvis er Atlantik & Diana fiskerejser medlem af Danmarks Rejsebureauforening, rejsegarantifonden og pakkerejseankenævnet.


Venlig hilsen

Atlantik & Diana fiskerejser

 

Tilbud på fiskerejser

Gør som 100-vis af andre lystfiskere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv blandt de første til at få rejsetilbud og nyheder direkte i indbakken

  • Gode tilbud på fiskerejser
  • Praktiske tips, videoer, konkurrencer mm.
  • Ekslusive afbudsrejser