Det Indiske Ocean byder på en fantastisk fiskerigdom ud for Kenyas kyst. Ikke mindst ved Malindi. Allerede få minutters sejlads ud for Malindi ser man de første måger som stimler sammen over sardinstimer, der jages af bonitos, tun, kingfish, wahoo, dolphins, og i deres kølvand sailfish og marlin. Her starter fiskeriet. Stedet er kendt for et forrygende fiskeri efter sailfish. Det siges, at der ikke findes bedre sted i verden efter denne fantastiske fighter. De senere år har man også satset mere og mere på marlin og der tages flere og flere. Der findes her tre arter af marlin, Black-, Striped- og Blue marlin.
Det helt fantastiske ved fiskeriet er, at, ud over sailfish og marlin, tages der en masse “bifangster” på popper eller speed jig. Der er her tale om tun, wahoo, kingfish, dorado, barracuda og bonitoer. En yellowfin tun, som dykker direkte ned i dybet, eller en springende wahoo, dolphin eller kingfish. En dag på havet ud for Malindi er aldrig kedelig. Sailfish, Giant Trevalley, yellowfin tun er de vigtigste fangster. Det er sjældent, man oplever en dag hvor der ikke er kontakt med disse fisk. Det er ikke ualmindeligt, at der tages flere af disse hver dag. Der er f.eks fangstrapporter på helt op til 16 sailfish på en dag pr. båd. Allerede få minutters sejlads fra Malindi rigges grejet til. Der fiskes med 10 stænger, og der benyttes både kunstagn og agnfisk. Blot 10-15 minutters sejlads fra Malindi er der chance for de største hug af enten sailfish, kingfish, dolphin, barracuda og bonito. Efter ca. ½ - 1 times sejlads når man ud til bl.a. “Marlin-Bay”, hvor sværvægteren marlin findes.
Der kan også være tale om et typisk trolling fiskeri, hvor båden stort set ligger stille, når der fightes med en kroget fisk. Der fiskes normalt til kl. 16.30 med hjemkomst til Malindi ved 17.30-tiden. For de fleste er det nok tid på havet. Herefter er der rigeligt tid til en tiltrængt svømmetur i en af hotellets tre swimmingpools.
Der kan være op til fire fiskere samt 1-2 ledsagere på bådene. Under fiskeriet serveres forfriskninger i form af sodavand og andre softdrinks.