Vi arrangerer typisk ture på fem eller seks dage, hvilket giver god tid til både offshore- og inshorefiskeri. Det er et helt enestående fiskeri, hvor man som lystfisker har mulighed for at fange arter som Marlin, Sailfish, Yellowfin tuna, Wahoo, Dorado, Cubera snapper, Jack fish samt endda Tarpon og Snook.
Alt nødvendigt udstyr er inkluderet, så man kan fokusere fuldt ud på fiskeriet og oplevelsen.
Colombia har i løbet af de sidste 10–15 år oplevet en markant stigning i turismen. Landet er i dag langt mere end gamle forestillinger om kaffe og karteller og byder på en rig kultur og storslået natur.
Rejsen starter og slutter typisk i Medellín, som er en smuk og levende by med både moderne og traditionelle kvarterer. I området omkring byen finder man charmerende koloniale landsbyer, orkidéreservater og de berømte kafferegioner. Mange vælger at bruge lidt ekstra tid her, og det er oplagt at kombinere fiskeriet med oplevelser på land.
Fra Medellín flyver man cirka 40 minutter til Bahía Solano, et afsides område, der kun kan nås med fly eller båd. Fiskeriet her er stadig relativt uberørt, især sammenlignet med områder længere nordpå som Panama, Guatemala og Costa Rica, hvor der ofte er mange både på vandet.
Omkring Bahía Solano får man i stedet følelsen af at fiske i et næsten uopdaget område.
Operatøren Black Sands stiller med moderne både udstyret med den nyeste teknologi samt alt nødvendigt grej. Man behøver derfor ikke selv medbringe udstyr – alt er klar til brug.
Fiskeriet varierer i løbet af året. For fluefiskere er april, maj og starten af juni særligt interessante, da store stimer af sardiner samler sig tæt på kysten. Det tiltrækker rovfisk som Yellowfin tuna, Sailfish, Cubera snapper og Jack fish. Når fiskene går amok i føden, kan et kast i stimen give hug med det samme.
Dorado findes året rundt, men de største fisk – nogle op mod 35–40 kilo – dukker især op i efteråret og vinteren. Samtidig ankommer også Black marlin og Blue marlin.
For dem, der foretrækker kystnært fiskeri, er der desuden et væld af arter omkring de store klippeformationer langs kysten.
Kombinationen af et stadig relativt uopdaget fiskeri, stor artsvariation og smukke omgivelser gør Bahía Solano til noget helt særligt. Samtidig giver starten og slutningen i Medellín mulighed for at opleve en anden side af Colombia – både kulturelt og naturmæssigt.